Havkat

Anarhichas lupus

Havkat

Den stribede havkat Anarhichas lupus er med sine store tænder en frygtindgydende fisk med lange ryg- og gatfinner.Men havkatten er ingen hidsig rovfisk, der glubsk kaster sig over sit bytte. Havkatten er i stedet en sindig fisk, der ernærer sig af krabber, muslinger og andre hårde skaldyr, som den uden problemer knuser med sit formidable tandsæt. Havkatten er til formålet udstyret med meget kraftige tyggemuskler, der sammen med ditto kæber og tænder gør det muligt for den at kvase selv et kosteskaft. Det gælder derfor om at passe godt på fingrene, når en havkat har taget krogen. Stribede havkatte bliver sjældent større end 10 kg, og fisk over 5 kg regnes for store.

Havkattens krop er langstrakt. Dens farve kan variere, men normalt er den gråblå med mørkere tværstriber over ryggen og lysere på bugen. Kraniets knogler er usædvanligt stærke, og kæbemusklen er meget kraftig. Hos fiskehandleren sælges den som koteletfisk. Kødet er hvidt og fast, og de store fileter er benfri. Den normale maximale størrelse og vægt er 125 cm og 20 kg. Danmarksrekorden for lystfiskere er fra 1979 og lyder på 10,5 kg.

Havkatten lever ned til 400 meters dybde, fortrinsvis på tangbevokset stengrund.

Havkatten er kønsmoden, når den er 6-7 år. Gydningen foregår fra november til februar på dybder ned til 200 meter. Hunnen lægger op til 20.000 æg.

Føde

Havkatten æder muslinger, rejer, krabber og hummere. Det menes, at ikke mindst hummerføde bidrager til, at havkattens kød er velsmagende

Fangstperiode

Havkatten fanges året rundt. De fleste fisk landes dog i perioden februar til juli.

Fangstmetode

Trawl, Garn, Krog, Snurrevod

Havkatten fiskes målrettet med bundsnøre på dybt vand med kuperet bund og mange skjulesteder. Den suverænt bedste agn er knuste muslinger og krabber, der pakkes i små poser af nylonstrømpe og fastgøres til krogen.

Fredningstid

Ingen officiel fredningstid.

Mindstemål

Intet officielt mindstemål.

Anvendelse

Dampning, Stegning, Grill, Kogning, Friture, Mikroovn, Ovnstegning

Næringsværdi pr. 100 gr.
Energi 376 kJ
Protein 16,1 g
Kulhydrat 0,0 g
Fedt 2,7 g